...

Tjah, jeg har ikke skrevet i nogle dage nu, men min tilværelse har været temmlig hektisk. De sidste to dage har føltes som en hel uge, og egentlig ville jeg have ønsket at der var gået en hel uge i stedet for 2 dage. Grunden til det, er at min bedstemor gik bort torsdag aften, og disse dage har været fyldt med gråd, kapeller, bedemænd og diskussioner om blomster og gravsteder. Jeg kan bare ikke klare mere af det nu. Jeg prøver hele tiden at have noget til at tage mig til, for ellers kommer jeg til at tænke på omstændighederne, og så falder det hele bare sammen igen. Men det er som om min hjerne modarbejder mig. Selv hvis jeg prøver at tænke på hende, og hvad der er sket, er det som om jeg ikke kan. Det føles som om min hjerne prøver at skubbe det i mit baghoved, formentlig for at beskytte mig. 

Jeg blev så sur i går. Jeg havde lige været inde i kapellet for at se min bedstemor for en sidste gang, og jeg skulle på arbejde nogle timer senere. Jeg var en stor bunke sorg, og kunne ikke finde ud af noget som helst. Jeg havde ikke lyst til at tale, spise eller overhovedet gøre noget som helst. Så jeg fik min far til at ringe til mit arbejde for at sige at jeg ikke kom. Hvad fanden skulle jeg gøre? Sidde ved kassen og tude "Ellers andet?".

Så ringede min far, og en voksenarbejder (som jeg holder anonym) tog telefonen. Min far forklarede omstændighederne, og nævnte udtrykkeligt at det var hans mor, min bedstemor der var gået bort. Ved du hvad hun sagde? 

"Ja, det er jo synd for Mette, men det er ligeså synd for os"...

...Seriøst? Sagde hun lige det? Og ja, det gjorde hun! Hun sagde til min far, hvis mor lige var afgået ved døden, at hun syntes det var mere synd for hende, at hun skulle finde en anden til at tage vagten (med 3 timer til at gøre det i), end det var at min bedstemor har lidt af kræft i halvandet år og så endelig fik fred. Jeg sværger, hvis jeg havde haft telefonen, havde hun fået sådan et møgfald at hun ville gå ud og hoppe ud fra noget højt.

Min far blev også pisse sur og sagde "Ej, nu holder du fandeme op!". Det var slet ikke nok. Hun fortjener en lussing. 

Hun skal begraves på næste torsdag, og jeg ved at selvom jeg har det relativt okay lige nu, kommer det hele tilbage når hun skal i jorden, jeg håber bare at det kan give en følelse af 'closure' for mig. Men det bliver en god distraktion at skulle til Barcelona nogle dage efter, kan ikke sige andet end at jeg glæder mig til at komme lidt ud af min lille landsby og få noget luft fra alt dette her.

Tak til alle der har læst dette indlæg til ende..

Mette