Ja, i denne weekend fik jeg lavet noget velgørenhed og selvvelgørenhed. Jeg fik arbejdet igennem, så jeg kan få tjent nogle penge til måneden efter næste måned, da det ser ud til at jeg er broke i næste måned. Hvis jeg da ikke går ud og bruger mine erstatsningspenge, hvilket jeg ikke har tænkt mig. Så jeg holder mig fra ting der kunne blive potentielt dyre, så som VG fest. Nu er det ikke fordi jeg havde meget lyst til at tage afsted i forvejen, da alle andre åbentbart bliver væk, men en udsigt til at spare penge er også god! Så jeg bliver hjemme og fester med mig selv. Det lød godt nok skummelt. Jeg ser nok bare et par film og går sent i seng. Jeg magter ikke at skulle ud og drikke for tiden. Jeg har så mange frustrationer og bekymringer som jeg ved ville komme ud hvis jeg blandede dem med alkohol, og som Sabine så fint siger, så er det bare ikke top nice med en tudende pige. Jeg tror bare jeg holder mig lidt på afstand af øl og andre alkoholiske drikke indtil tingene er lidt mere på afstand. Det er vist bedst for alle.
Gawd, der er så mange ting jeg ville ønske jeg bare kunne diskutere med mine venner. Ikke at jeg ikke føler at jeg kan stole på dem, nej tvært imod! Det er bare det, at jeg har lovet min familie ikke at fortælle nogen om det da det er et familieproblem og at personen involveret selv skal have muligheden for at fortælle det når tiden kommer. Siden Nemi er min bedste veninde ved hun godt hvad jeg taler om, og det er rart at have en at snakke med om alle disse ting. Det er bare træls at jeg ikke kan indvi de andre for jeg stoler på dem mere end nogen andre mennesker, og jeg ved at de ikke ville gå ud og fortælle det til alle andre. Det er bare svært at gå med byrden af en kæmpe hemmelighed, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har lovet at jeg ikke ville fortælle andre om det specifikke problem, så det løfte holder jeg. Not my secret to tell.
Jeg ville bare ønske at mit liv var lidt mindre som en eller anden amerikansk serie for tiden. Alting falder fra hinanden med rivende hast, og jeg kan slet ikke følge med mere.
Nå, men efter sådan en omgang må jeg vist hellere fortælle om weekenden. Efter at have fået fri fra skole fredag tog jeg til tandlægen i den tro at jeg havde en tid. Jeg kom så derind og blev mødt med et meget forvirret ansigtsudtryk fra hende der tandlæge-assistent-gøgleren og fik at vide at jeg skulle have været mødt op dagen før. You've got to be fucking kidding me.
Min mor havde set forkert på sedlen og jeg blev (for 3. gang) nødt til at få en ny tid. Det bliver bare mere og mere pinligt at tage til tandlægen. Jeg føler mig som en idiot, og da med god grund. Jeg skulle selv have tjekket det i stedet for bare at sige "hey mor, på fredag siger du? OK".
Efter dét, tog jeg på arbejde og skulle hjælpe den nye voksenarbejder med en stor del af kassearbejdet da han ikke kunne huske/ikke vidste hvordan man gjorde. Det gjorde mig ikke så meget. Han var ret sød, og relativt lærnem så det tog ikke så lang tid at få ham sat helt ind i tingene.
Lørdag havde min storebror og jeg halvt lovet at vi ville spille en sang til nogle af mine forældres venners sølvbryllup. De havde lige mistet et meget tæt familiemedlem et par dage før men holdt stadig festen. Respekt. Nå, men vi tog i al hemmelighed afsted. Det skulle være en overraskelse. Vi mødte op på Niels Bugges kro, og blev skubbet indenfor og ovenpå for at de ikke skulle opdage at vi var der, og med sommerfugle i maven endte det med at der kom et par 'surprise' taler og vi måtte vente omkring en halv time før vi kunne gå på. Jeg var så bange for at vi ville lave fejl. Jeg ville føle det som en fornærmelse hvis vi spillede fejl, så jeg som havde glemt lidt af teksten gik og terpede hele den halve time for at alt skulle gå som planlagt. Og det gjorde det. Hold kæft hvor gik det godt! Da vi begyndte at spille fik Sanni (kvinden der havde sølvbryllup) tårer i øjnene, og igennem sangen begyndte hun helt at græde. Vi lavede ingen fejl. Sanni og Rolf (manden i parret!) kom efter et stort bifald hen og krammede os (igen, med Sanni grædende) og fortalte os hvor meget det betød for dem. De havde helt glemt at vi havde sådan halvt sagt ja til at spille en sang for dem.
Aldrig har jeg haft så god en fornemmelse efter at have sunget for nogen. De var virkelig blevet rørt over sangen, som jeg lige vil sige, passede perfekt til lejligheden, og det gjorde mig virkelig glad. Jeg følte virkelig at jeg havde gjort en forskel for dem den dag, selvom det bare var en lille sang.
Faktisk havde jeg så meget glæde i kroppen at jeg havde både trang og overskud til at løbe en tur da jeg kom hjem. Hvad fanden? Jeg løber aldrig. Men det gjorde jeg. Og jeg nød det. Det forstår jeg ikke. Men whatever. Måske skal jeg til at løbe? Hvem ved?
Søndag skete der ikke så meget. Jeg tog på arbejde, og tog hjem igen derefter. Penge. I approve √!
